YUZUs historie.
Hvordan det hele startede.
Vi bliver dem, vi
var som børn…
Barndomshaven, 1996
Jeg hørte engang en podcast, hvor hende der blev interviewet mente, at vi som voksne, bliver dem, vi var som børn.
Det her er mig som 11 årig, der leger med min kasse af tørklæder, og bruger det firkantede stykke stof til alverdens formål - og måske, uden at vide det, allerede er i gang med at udforske tekstilets anvendelsesmuligheder.
Det var i 1996. Længe før jeg vidste hvad Furoshiki, forbrugskultur og klimakrise var.
Og længe før ideén om at starte et tekstil kunst og designstudie, der arbejder med at finde nye måder og metoder at anvende vores allerede eksisterende tekstiler på, opstod.
Scroll dig igennem YUZUs historie herunder og find ud af, hvordan det hele gik til.
God læselyst.
Kærligst Nicole
Jeg vokser op…
…og uddanner mig til designer og tekstilformidler. Interessen for tekstiler og design har altid boet i mig og så længe jeg kan huske har jeg haft en drøm om at skabe mit eget.
Men i en uetisk, og på ingen måde bæredygtig, industri kan det være svært at finde sit kald.
Jeg måtte lidt rundt og prøve forskellige ting af og havnede et sted jeg slet ikke havde forestillet mig.
En pludseligt opstået idé, en særlig aften i december.
Julen, 1990
Tekstilerne var med mig,
helt fra jeg var en lille purk.
Juleaften 2018 sad jeg hos min bror og hans familie i Karlslunde, og betragtede først overfloden af gaver under træet, og derefter de mange sække fyldt med funklende gavepapir, som efter kort tids brug, kun ventede på at blive smidt på forbrændingen.
Jeg var hende, der i forvejen gemte de fine stofbånd og glattede det papir, der nu kunne reddes - især hvis printet talte til mig æstetisk. Jeg synes det var sådan en skam, og i bund og grund helt forkert, at smide noget så fint ud, som kun ganske kortvarigt havde fået lov at opfylde sit brugsformål.
Og lige dér, den juleaften, ramte følelsen mig. Den havde været der før, men lige dér midt i flæskesteg og forbrugsfest, blev den forstærket. Følelsen af ressourcespild og unødvendigt overforbrug. En trang og et behov for at skabe forandring, og for at gøre det på en ny og bæredygtig måde, opstod i mig. Tekstilerne har fulgt mig det meste af livet, og nærmest per automatik faldt mine tanker på det bløde, fleksible og genanvendelige materiale, som erstatning for gavepapiret.
I bedste n’sync stil med universet, stødte jeg tilfældigt, og nærmest synkront med at disse tanker begyndte at spirer, på den gamle japanske tradition FUROSHIKI.
Indpakning i stof. Det var en ting. Det fandtes simpelthen allerede.
Uden jeg vidste det, blev den idé, der opstod i mine tanker den aften, startskuddet på min tekstile iværksætterrejse, som fik fundament i en gammel skik fra et land langt mod øst, jeg kun kortvarigt havde opholdt mig i, på en rejse mod Australien tilbage i 2010.
En juleaften i Karlslunde…
Lemon Club Studio.
Citron Klubben bliver skabt.
Den 23. august 2020 opretter jeg en instagramprofil med navnet @lemonclub_studio.
Det var på ingen måde færdigbagt, eller i nærheden af at være det, men START FØR DU ER KLAR, som man siger. Det var helt fra start også en del af mit iværksætteri-DNA, at dele tanker og processer. Være ærlig, oprigtig og transparent i min måde at gøre tingene på.
Derudover er det også i processerne - store som små, at alle fortællingerne gemmer sig.
Og netop fortællinger og historier er en stor del af Lemon Club, og nu YUZU, og min måde at designe og skabe på. Og det er også derfor jeg kalder mine tekstile produkter for designpoesi.
Alt starter med en historie.
Logo, udtryk og det første opslag på IG.
Fra Lemon til YUZU.
En virksomhed er dynamisk og altid i udvikling. Man bevæger sig hele tiden af nye veje, mod dét der giver mening.
Det startede med en idé og et ønske om at gøre op med gavepapiret og vores forbrugskultur (brug-og-smid-væk), og introducere et genanvendeligt og holdbart alternativ hertil. Hen af vejen udviklede det sig til mere, og mit fokus gik fra gavepapiret til tekstilerne - som det egentlig nok hele tiden havde været, da tekstilerne er mit materiale.
Jeg indså, at dét jeg i virkeligheden brændte for, strakte sig ud over at introducere Furoshiki til det danske land og gøre gavepapiret til en saga blot.
Jeg ville skabe noget, der kunne være med til at ændre vores tekstilkultur og vores forhold til vores tekstiler. Jeg ville sætte fokus på vores tekstiler og alt det de kan. Vise deres anvendelighed, funktionalitet, holdbarhed og skønhed.
Furoshiki er sådan et smukt eksempel herpå, og det blev min vej til YUZU. Og i 2022 skiftede jeg navn.
Helt præcis d. 11.11.22.
Som en del af min nye vej, var mit ønske også at skabe en virksomhed, hvor der var tid til at gøre sig umage og fordybe sig i designet og håndværket. En virksomhed, hvor der var rum til at dyrke det nære, det personlige og hjerteskabte.
Derudover så ønskede jeg også at skrue op for det JAPANSKE. Jo mere jeg arbejdede med Japan og Furoshiki, jo mere steg min interesse for landet, deres kultur og æstetik, og det samme oplevede jeg fra mine kunder.
Det ville give mening at virksomhedens navn afspejlede denne JAPANSKE strømning, som nu ville få endnu mere fokus end den havde haft før. Og derfor blev Lemon til YUZU.
Den japanske citrusfrugt.
Det startede med en citron og en gammel talemåde.
”Når livet giver dig citroner, så lav lemonade”, som refererede til at bruge de tekstiler vi allerede HAR skabt.
Det gør det stadig. YUZU er en videreudvikling af Lemon Club. Citronen har blot været på udvekslingrejse til østen og lade sig inspirere. Du kender typen.